Danmark er en populær destination for arbejdssøgende borgere fra andre EU-lande. Fagbevægelsen frygter øget social dumping og kræver mere kontrol, men de fleste udlændinge er ansat på danske overenskomster, vurderer en ekspert.
Mangel på arbejdskraft i mange sektorer på det danske arbejdsmarked betyder, at danske arbejdsgivere i stigende omfang henter arbejdskraft uden for landets grænser. Den udvikling vækker bekymring i fagbevægelsen, som frygter mere social dumping, hvis ikke kontrollen med de udenlandske ansættelser bliver øget.
Udfordringen med at imødegå social dumping på det danske arbejdsmarked har aldrig været større, vurderer dansk LO med henvisning til, at der aktuelt er et boom i antallet af udlændinge på det danske arbejdsmarked. De fleste er østeuropæere, men der arbejder også et markant større antal sydeuropæere i Danmark end tidligere. På bare fem år er antallet af portugisere, italienere og grækere i arbejde i Danmark blevet næsten fordoblet, viser tal fra Styrelsen For Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), omtalt i en artikel i Ugebrevet A4.
Siden 2013 har de fleste sydeuropæere fundet job i ufaglærte og fysisk krævende brancher. I alt var 14.500 ud af i alt 24.500 sydeuropæere ansat inden for fag som byggeri, industri, rengøring og landbrug i perioden mellem 2017 og 2018.
LO-økonom Morten Aastrup forudser i et debatindlæg i Ugebrevet A4, at der vil arbejde endnu flere udlændinge på danske arbejdspladser de kommende år. Han forudser også, at det kan betyde en samtidig vækst i antal ansættelser til en lavere løn og ringere ansættelsesvilkår end dem, som de kollektive danske overenskomstaftaler dikterer. Derfor bør Folketinget afsætte midler til en skærpet kontrol med, om de udenlandske medarbejdere arbejder efter danske regler, mener han:
”Hvis der fortsat skal være ordnede forhold på det danske arbejdsmarked, skal myndighedernes indsats have ressourcer til at følge med det stigende behov,” skriver LO-økonomen.
Men selvom antallet af udlændinge på det danske arbejdsmarked vokser, vil forekomsten af social dumping ikke nødvendigvis også vokse. Det fastslår Søren Kaj Andersen, centerleder på FAOS, hvor han forsker i arbejdsmigration.
- Det er uklart om det aktuelle boom i antal udlændinge på danske arbejdspladser også giver et boom i social dumping. Langt de fleste udlændinge arbejder her på vilkår, der er reguleret i overenskomstaftaler, og de fleste arbejdsgivere ved i dag godt, hvilke regler de skal overholde, når de ansætter udenlandske medarbejdere i Danmark.
Han præciserer, at social dumping ikke må forveksles med ”arbejdslivskriminalitet” – et begreb som fylder meget i den norske debat men ikke i Danmark. Det skyldes, at vores arbejdsmarkeder er forskellige.
- I Danmark er løn- og ansættelsesforhold i videre udstrækning end i Norge reguleret i kollektive overenskomster, ikke ved lov. En virksomhed begår derfor ikke lovbrud og bliver ikke kriminel ved at ansætte udenlandske medarbejdere på ringere vilkår end overenskomsten. Men virksomheder der praktiserer den form for social dumping kan blive trukket i arbejdsretten og blive pålagt at betale bod.
Der har i Danmark været flere store sager om social dumping. Typisk i byggeriet og i forbindelse med store anlægsarbejder. Det har virksomhederne lært af, vurderer Søren Kaj Andersen:
- Disse sager har ofte vedrørt udenlandske medarbejdere, som var ansat midlertidigt i kortere perioder, og virksomhederne er endt med at blive pålagt at betale en efterbetaling og bod. Det har haft en forebyggende effekt. Både danske og udenlandske virksomheder ved mere om, hvad de skal leve op til, når de har udenlandske medarbejdere ansat i Danmark.
Kontrollen med social dumping er i Danmark to-strenget, forklarer Søren Kaj Andersen. Dels er der i overenskomsterne igennem de senere år kommet nye bestemmelser, der bl.a. giver mulighed for indsigt i udlændinges løn og ansættelsesvilkår. Dels foregår der en myndighedskontrol via Arbejdstilsynet, registre og skattemyndighederne. Om der er afsat ressourcer nok til myndighedskontrol vil Søren Kaj Andersen ikke vurdere:
- Det spørgsmål er genstand for en tilbagevendende politisk diskussion. I et vist omfang går bevillingerne til kontrol op og ned efter hvilken regering, der sidder. På den baggrund kan man tænke at det ville være mere hensigtsmæssigt, hvis området over tid blev prioriteret mere ensartet.